Et kig ind i den lukkede kompostbeholder i haven
Spændingen stiger. Foråret er lige om hjørnet og god kompostjord vil være en kærkommen gave til højbedene.
Nu er der gået over 6 mdr. siden opstart af denne jordfabrik i min gamle kompostbeholder. Alt ser såre fint ud. Der anes blade øverst. Det lyse i jordlaget er rester fra æggeskaller, som omsættes meget langsomt.
Lige nu er der ikke så meget liv i bokashi-komposten på grund af kulden. Jeg har løbende tilsat min køkken-bokashi, efterårsbladene og lidt havejord efter lagkageprincippet.
Arbejdsindsatsen er meget lille. Jeg vender den ikke. Kigger blot til den i ny og næ. Den lugter fortsat neutralt. Den er tilpas fugtig på grund af nedfaldsbladene. Hvis jeg fornemmer den bliver for fugtig tilsætter jeg lidt iturevne aviser eller pap. Det har dog ikke været nødvendigt endnu.
Jeg glæder mig til foråret og varmen der kommer tilbage og dermed også mere liv i bokashi-jorden.
Jordfabrikken i udhuset i januar
Den blå tønde er min jordfabrik i udhuset. Der har dannet sig et fint lag med hvid mug. Det er tegn på at mikroorganismerne arbejder og der er gang i omsætningen.
En stor plastiksæk med hø og blade trykkes ned over min jordfabrik som et isolerende lag. Det kan være en god ide at stille tønden op ad muren indtil stuehuset for at undgå at den fryser hvis det bliver rigtig koldt med hård frost.
Tønden har ingen dræn og derfor kræver det at man holder øje med fugtigheden. Der må nemlig ikke blive for fugtigt. Mikroorganismerne kan lide et fugtigt og varmt miljø at leve i – men det kan også blive for vådt.
Et lag aviser i bunden er med til at regulere fugtigheden. Hvis det bliver for fugtigt tilsættes der igen aviser i lagene mellem blade og køkken-bokashi.
Læs mere Jordfabrik i udhuset og i haven
Video med Sara Bäckmos jordfabrik i drivhuset
Her ser du videoen lavet af Sara Bäckmo som viser hvordan hun gør. Sara Bäckmo dyrker sin 400 m2 store have udelukkende med bokashi, jorddække og græssilage.
[…] Hvordan står det til i jordfabrikken i januar? […]