
Skyllevandet – hvad kan det bruges til?
Spanden er tømt og nu skal den gøres ren. Rengøringen er højst sandsynlig ikke den mest populære opgave i forbindelse med det at lave bokashi-kompost. Men egentlig er det slet ikke så slemt.



Genbrug skyllevandet
Når spanden er tømt, skylles den med rent vand fra hanen. Men i stedet for at lade vandet løbe ud af tappehanen og ned i afløbet, så bruger jeg skyllevandet til at vande planterne i haven. Og det ser ud til at planterne er vældig tilfredse med det næringsrige skyllevand.
Hvorfor skal man kun skylle med vand? Hvorfor må jeg ikke bruge rengøringsmidler? Det er fordi, at når du laver bokashi med mikroorganismer, så skaber du et særligt mikroliv som forhindrer at dit madaffald rådner. Dette mikroliv er sårbart overfor rengøringsmidler. Derfor er det så rigeligt at rengøre med rent vand. Spanden får måske en lugt, som kan være sur, men når du sætter det tætsluttende låg på, så kan du ikke lugte det.
Jeg bruger køkkenrulle til at tørre efter med, indtil spanden er ren og tør inden i.
Spandens bundsi løsnes med en skrue, som sættes fast i et af hullerne. Du kan også bruge strips til at trække igennem hullerne og lave en løkke, som du kan trække i, når bundsiet skal ud.
Jeg har somme tider været lidt doven og ladet bundsiet sidde. Spanden er blevet skyllet grundig og tappehanen har stået åben. Det kan man sagtens gøre – bare ikke hver gang. Ind i mellem er det godt at få løsnet bundsiet og sikre, at spanden bliver helt ren.
Kan man springe rengøringen over?
Er du meget magelig, så spring da bare rengøringen over. Spanden er jo spækket med de gode mikroorganismer. Når du genfylder, så vil de mikroorganismer fra sidste fermentering arbejde videre med det nye madaffald. Men du skal selvfølgelig tilsætte kompostgæren løbende som du plejer.
Effektive Mikroorganismer
En anden teknik, som jeg bruger, er at spraye spanden med Microferm (flydende EM). Hermed løsnes de sidste madrester samtidig med at der tilføres flere mikroorganismer til spanden. Jo flere mikroorganismer des bedre. De er med til at booste fermenteringen/syrningen ved næste fyldning. Hvis du ikke lige har flydende EM, så kan du også skylle efter med lidt eddike. At spraye med EM er ikke et ‘must’.
Den rene og tørre spand står nu med låg på, indtil den tages i brug igen.
Seneste kommentarer