Du kan lave bokashi af alt det friske, grønne haveaffald. Du skal bruge en tønde/beholder med tætsluttende låg, haveaffald og noget bokashiklid.
Ved haveaffald forstår jeg alt det grønne affald som græs, skvalderkål, burresnerre og grøntaffald fra bedene i. Og skvalderkål er der jo ofte rigeligt af.
Undgå jord, da jord indeholder andre mikroorganismer som kan påvirke fermenteringen med bokashiklid. Grene kommer ikke i tønden. De kommer over i kvashegnet. Undgå frø, da de kan spire igen selvom de er blevet fermenterede.
Du kan også smide dit madaffald i. Dette har jeg dog undladt, da jeg gerne vil kunne lægge det færdigt fermenterede grøntaffald ovenpå jorden som jorddække. Madaffald indeholder meget væske og er derfor sværere at håndtere i en lukket beholder uden dræn. Det kræver i hvert fald mere opmærksomhed omkring det at balancere fugtigheden med avis og pap.
Jeg bruger en blå tønde med sort låg og spændebånd. Den lukker lufttæt. Og principperne er helt svarende til, når jeg laver bokashi af mit madaffald. Den blå tønde kan evt. købes brugt eller skaffes via et byggemarked. Du kan selvfølgelig bruge hvilken som helst anden beholder bare den har tætsluttende låg.
Jeg tilsætter grønt affald til spanden og drysser bokashiklid over. Har du nok affald til at fylde en hel spand, så er det naturligvis det bedste. Det er vigtigt, at bokashiklid bliver blandet godt med det grønne affald.
Jeg presser det grønne haveaffald godt sammen ved at trykke det sammen med hånden. Jeg anbefaler, at du kigger til spanden dagligt og evt. løsner spændebåndet lidt for at slippe overskydende luft ud. Når spanden er fuld skal den stå 2 til 3 uger om sommeren og længere når det er efterår, forår. Prøv dig frem. Slutresultatet bliver en fin bokashi til højbedene og øvrige planter i haven.
At lave bokashi af ukrudt fra haven er en sommerting. Om sommeren har vi temperaturer over 15 grader og det kan mikroorganismerne godt lide. De arbejder bedste i varmen. Men til gengæld må temperaturen heller ikke stige over de 38/40 grader. Så dør de.
Hvad skal du være opmærksom på?
Der er et par ting, som du skal være opmærksom på for at få det til at lykkes. Udfordringer kan være luft, placering af spanden og fugtighed.
Luft
For meget luft kan være et problem, for at fermenteringen kan komme i gang. For at presse luften ud af det grønne affald, kan man tage en stor plastik-sæk, fylde den med sand og sætte ovenpå affaldet, sådan at det tynges ned mod bunden og luften presses ud. Der kan opstå en smule overtryk undervejs, så er det godt lige at løsne båndet og lette på låget i de første dage.
Fugt
Er affaldet meget fugtigt, er det en god ide at tilsætte noget, som kan suge overskydende fugt. Der er ikke dræn i den blå spand, derfor lægger jeg avis og pap imellem. Det anbefales at findele pap og avispapir mest muligt. Er der kondens på låget er der tegn på for meget fugt i spanden. Tilfør mere avispapir/pap.
Placering
Lad spanden til fermenteringen stå et skyggefuldt sted eller i et skur, sådan at temperaturen ikke bliver for høj i spanden. For høje temperaturer kan dræbe alle de nyttige mikroorganismer og du risikerer at der udvikles CO2 og metan i stedet for.
Julimåned: Haveaffald blev til bokashi
På nedenstående foto ser du haveaffalds-bokashi’en. Den blev findelt og lagt på højbedet som fladekompost og derefter dækket med lidt jord. Højbedet var lige blevet ryddet for kartofler og skulle gøres klar til de næste afgrøder. Nu bliver det spændende at se, hvad de nye afgrøder synes om bokashi-jorden med fermenteret haveaffald.
Alternativ til bokashiklid
I stedet for bokashiklid kan du bruge Terra Biosa. Du skal bruge en sprayflaske som indeholder det fortyndede Terra Biosa. Inden du fylder dit haveaffald i spanden, sprayer du det med Terra Biosa, sådan at det er lidt fugtigt og mikroorganismerne er jævnt fordelt.
[…] løbet af april og maj samlede jeg haveaffald i form af ukrudt fra haven. Haveaffald som er blevet fermenteret i en tønde med tætsluttende låg er nu klar til at komme i jorden i højbedet og gøre […]
Hej
Hvor køber i de blå spande?