er tilføjet til kurven.

Hvad gør du med bokashivæsken til vinter?

vinter i haven

Vinteren igennem producerer spanden bokashi-væske og hvad gør man så lige med al den væske, når der ikke skal gødes. Her får du flere tips og ideer til hvordan du kan gemme din bokashivæske.

Afløbsrens: Du kan hælde bokashi-væsken i afløbet og her virker den som afløbsrens. Det kan den nemlig også bruges til. Hvis du i koncentreret form jævnligt hælder den i afløbet opløser den det fedt som samler sig i tidens løb.
Bor du i sommerhus eller på landet med egen septiktank er det balsam for dit spildvand i tanken. Mikroorganismerne er med til at fremme en effektiv omsætning i tanken. Det er selvfølgelig vigtigt samtidig at undgå skrappe kemikalier i dit spildvand.

Bokashivæske i afløbet
bokashivæske i PET flaske
Biokul og bokashivæske

Gem væsken hvis du ikke lige skal bruge den her og nu

Selvom det er vinter producerer Bokashispanden uafbrudt bokashi-væske. Hvis du hellere vil bruge den som gødning til dine planter end som afløbsrens, så er der flere muligheder.

NEDFRYSNING: Du kan hælde væsken i en PET-flaske eller i isterninge-poser og fryse den ned. God ide at bruge en etiket så man ikke tager fejl af indholdet. Bruger du isterninge-poser er det nemt at tø én isterning op ad gangen ved at tilsætte den til vandkanden.

Hvis du sætter væsken i køleskabet holder den i op til 3 dage.  Det er ingen beviser for om mikroorganismerne klarer nedfrysning en vinter over i væsken men til gengæld er der andre gode ting i væsken som f.eks. mineraler, enzymer og andre spor- og næringsstoffer.

BLADKOMPOST: Et godt tip er at hælde væsken i dine sække med nedfaldne blade til bladkompost. Læs mere om bladkompost her. Her kommer mikroorganismerne i kontakt med organisk materiale og det er medvirkende til at de klarer vinteren og bliver aktive igen til næste forår.

Biokul og bokashivæske

Bokashivæske og biokul

En rigtig god måde at lagre væsken på er at hælde den i en beholder sammen med biokul. Biokul er ren kulstof. Hvis du tilsætter bokashivæsken tilsætter du blandt andet kvælstof og kullet vil opsuge og lagre al den gode næring. Læs mere om biokul et andet sted her på bloggen. Den mættede biokul har en evne til at holde på vand og næringsstoffer i jorden over meget lang tid – også med store mængder regn.

NB Sørg for at købe certificeret biokul som er lavet af planterester – og  ikke nyfældet skov – og er produceret i klimaneutrale anlæg.

Forår og sommer er bokashi-væske flydende gødning til dine stueplanter, terrasseplanter eller planterne i haven

Har du en bokashispand med dobbelt bund og tappehane kan du tappe væske fra 1 til 2 gange om ugen. Ind i mellem kan spanden være helt tør og andre gange kan der være meget væske. Det hele afhænger af hvilken slags madaffald du putter i din spand. Er der mange brødrester vil de suge overskydende væske og er der meget grønt affald afgives der mere væske.

At have adgang til gratis flydende gødning er for mange planteelskere en meget vigtig ting, da flydende økologisk gødning er dyr at købe. Bokashivæske er et biprodukt af fermenteringen og er en næringsrig gødning.

Når du tapper væsken er den meget koncentreret. Den lugter stærkt surt. Farven kan variere. Har du smidt rødbeder i din spand så bliver væsken rød. Normalt er den klar men den kan også være uklar. Dette betyder ikke noget for kvaliteten. Væsken fortyndes 1:100 med vand før du bruger den som gødning til dine planter.

Mange spørger: Kan det virkelig passe at den skal fortyndes så meget?

pH ligger under 4 og dermed er det en meget sur væske som kan virke ætsende på de fine planterødder. For at gøre den mindre sur fortyndes den med vand. Vandet gør den mere neutral og dermed brugbar for planternes rødder.

Du er selvfølgelig velkommen til at lave dine egne forsøg med væsken.

Som tidligere nævnt er væsken meget stærk når man tapper den fra spanden. Derfor skal den fortyndes med vand 1:100. Hvor mange næringsstoffer der er i væsken varierer fra spand til spand, da det er afhængig af hvilken type mad du putter i spanden.

Du fortynder 1 dl til 10 liter vand som svarer til en stor have-vandkande og vander  dine krukker og haveplanter med væsken.

Væsken skal bruges så frisk som mulig. Den tåler ikke at stå i flere dage ved stuetemperatur hvis den skal have al den positive virkning fra de gode mikroorganismer.

Skriv en kommentar